Gensidigt forældresamarbejde

Gensidigt forældresamarbejde er et samarbejde, hvor både dagtilbud og forældre bidrager aktivt med viden, observationer og perspektiver på barnets trivsel og udvikling. Det står i modsætning til en model, hvor dagtilbuddet primært informerer, og forældrene primært modtager. I et gensidigt samarbejde er begge parter medskabere af den fælles forståelse af barnet.

Forældre kender barnet i andre sammenhænge end dagtilbuddet: derhjemme, hos familie og i fritiden. Den viden er værdifuld, når personalet skal forstå et barns adfærd eller reaktioner. Omvendt har personalet viden om, hvordan barnet fungerer i en gruppe med andre børn. Når begge perspektiver kombineres, opstår et mere fuldstændigt billede af barnet.

• Spørg aktivt ind til forældrenes oplevelse, frem for kun at informere.
• Vis, at I bruger forældrenes viden — nævn det, de har fortalt, i den videre praksis.
• Skab rum til dialog i både den daglige kontakt og de planlagte samtaler.
• Vær tydelig om, hvad I som fagpersoner kan bidrage med, og hvad I ikke kan vurdere.

• At behandle forældresamtaler som envejskommunikation om barnets ‘resultater’.
• At overse forældrenes viden, fordi den ikke stemmer overens med personalets observationer.
• At forudsætte, at alle familier har samme forudsætninger for at deltage i samarbejdet.
• At undlade at følge op på det, der blev aftalt eller delt i en samtale.

Nogle steder foregår kontakten mellem hjem og dagtilbud mest som envejskommunikation: personalet fortæller, hvordan dagen er gået, og I lytter. Gensidigt samarbejde er noget andet. Her bliver jeres viden om barnet — hvordan det har det derhjemme, hvad det er optaget af, hvad der plejer at hjælpe, når noget er svært — en lige så vigtig del af billedet som det, personalet selv observerer i institutionen.

I ser jeres barn i sammenhænge, som personalet aldrig kommer til at se: i weekenden, hos bedsteforældre, når det er trætte om aftenen, eller når der sker store ting i familien, som en flytning eller et dødsfald. Den viden kan gøre en stor forskel for, hvordan personalet forstår noget, de har lagt mærke til i institutionen. Omvendt kan personalets iagttagelser af barnet sammen med andre børn give jer et perspektiv, I ikke selv har adgang til hjemmefra.

• Personalet spørger nysgerrigt ind til, hvordan I oplever tingene derhjemme, i stedet for kun at fortælle.
• Det, I fortæller, bliver brugt videre — I kan høre, at personalet husker og bygger videre på det.
• I får plads til at tale, både i de korte snakke og i de planlagte samtaler.
• Personalet er tydelige om, hvad de kan iagttage og vurdere fagligt, og hvad der er jeres viden som forældre.

Nogle forældre oplever, at kontakten mest handler om at blive orienteret, uden at der bliver spurgt ind til deres egen oplevelse. Hvis I sidder med den fornemmelse, er det helt legitimt at sige det højt — for eksempel ved at fortælle konkret, hvad I selv har lagt mærke til derhjemme, uden at vente på at blive spurgt. De fleste pædagoger tager gerne imod den slags input, fordi det gør deres arbejde med jeres barn bedre.

Det er værd at vide, at personalet altid skal tage hensyn til tavshedspligt og institutionens regler, når de deler oplysninger — både om jeres barn og om andre børn. Det betyder, at samarbejdet foregår inden for nogle rammer, som skal beskytte alle familier, og det er en naturlig del af et professionelt samarbejde, ikke et udtryk for mistillid.