Sådan støtter du et barn med store følelser

Dit eget nervesystem påvirker barnets. Hvis du går i panik, bliver barnet mere oppe at køre. Tag en kort indånding, sænk skuldrene og gå langsomt hen. Det er okay at vente få sekunder, før du taler.

1. NærhedSæt eller sænk dig ved siden af barnet. Undgå at stå over det eller tage fat hårdt.
2. Navngiv"Du er vred" eller "Du er ked af det". Brug korte sætninger.
3. Anerkend"Det er hårdt, når …" Udfyld med det, der faktisk skete.
4. VentLad barnet gråde, skrige eller stampe. Stil dig selv til rådighed, uden at presse på.
5. HandlingNår barnet er roligt, hjælp med en løsning: "Hvad kan vi gøre nu?"

Beskyt først barnet selv og andre. Bloker blødt, men bestemt, og sig, hvad der sker: “Jeg må stoppe dig, så ingen kommer til skade.” Undgå lange irettesættelser, mens barnet stadig er oppe at køre. Først når arousal er faldet, kan I tale om handlingen.

1. Sig kort, hvad der skete: “Du blev vred, fordi …”
2. Anerkend, at barnet fandt ro: “Nu er du rolig igen.”
3. Giv en konkret vej frem: “Næste gang kan du sige ‘jeg er vred’ til en voksen.”
4. Hvis andre børn blev påvirket, hjælp barnet med at sige eller vise, at det er ked af det — hvis barnet er klar.

• At prøve at tale barnet til fornuft, mens det stadig er oppe at køre.
• At bruge “hvis du ikke stopper, så …” som primær strategi. Det eskalerer ofte.
• At glemme dig selv: hvis du er ved at koge over, bed en kollega om at tage over.
• At undlade opfølgning. Barnet har brug for at høre, at følelsen gik over, og at I sammen kan finde en vej.

Dit eget humør smitter af på dit barn. Hvis du bliver stresset eller hæver stemmen, bliver barnet ofte endnu mere oppe at køre. Tag en kort indånding, sænk skuldrene, og gå roligt hen til barnet. Det er helt fint at vente et par sekunder, før du siger noget.

1. Kom tæt påSæt eller gå ned i barnets højde. Undgå at stå over barnet eller tage hårdt fat.
2. Sæt ord på“Du er vred” eller “Du er ked af det.” Hold sætningerne korte.
3. Anerkend følelsen“Det er hårdt, når …” Fyld ud med det, der faktisk skete.
4. VentLad barnet græde, skrige eller stampe. Vær der, uden at presse på.
5. Find en løsningNår barnet er roligt, hjælp med at finde en vej videre: “Hvad kan vi gøre nu?”

Beskyt først dit barn og andre omkring det. Bloker blidt, men bestemt, og fortæl, hvad du gør: “Jeg holder din hånd, så ingen kommer til skade.” Undgå lange forklaringer eller irettesættelser, mens barnet stadig er meget oppe at køre — det lander sjældent. Vent, til roen er ved at vende tilbage, før I taler om det, der skete.

1. Sig kort, hvad der skete: “Du blev vred, fordi …”
2. Anerkend, at barnet blev roligt igen: “Nu er du rolig igen.”
3. Giv en konkret idé til næste gang: “Du kan sige ‘jeg er vred’ til mig.”
4. Hvis andre blev påvirket, hjælp barnet med at vise eller sige undskyld — hvis det er klar til det.

• At forsøge at tale barnet til fornuft, mens det stadig er meget oppe at køre.
• At bruge trusler som “hvis du ikke stopper, så …” — det får ofte situationen til at eskalere.
• At glemme dig selv: hvis du mærker, at du selv er ved at koge over, er det okay at bede en anden om at tage over et øjeblik.
• At springe opfølgningen over — dit barn har brug for at høre, at følelsen gik over, og at I sammen kan finde en vej frem.