Tegn på mistrivsel i skolen

Mistrivsel er ikke en diagnose, men en beskrivelse af, at et barn over tid ikke fungerer godt fagligt, socialt eller følelsesmæssigt i sin skolehverdag. Det kan skyldes mange forskellige forhold — noget i skolen, noget derhjemme, eller en kombination. Sundhedsstyrelsens materiale om mental sundhed blandt børn og unge peger på, at tidlig opmærksomhed og en rolig, nysgerrig tilgang har stor betydning for, om mistrivsel udvikler sig eller aftager.

• Pludseligt fald i faglig indsats eller kvalitet uden en oplagt forklaring.
• Undgåelse af bestemte fag, opgaver eller vurderingssituationer.
• Vanskeligheder med at koncentrere sig, der ikke sås tidligere.
• Overdreven perfektionisme eller frygt for at lave fejl.

• Trækker sig fra fællesskabet i frikvarterer eller gruppearbejde.
• Færre eller ingen tætte relationer til klassekammerater.
• Ændret rolle i klassen — bliver enten mere usynlig eller mere konfliktsøgende.
• Modvilje mod at deltage i sociale arrangementer som lejrskole eller fødselsdage.

• Hyppige klager over ondt i maven eller hovedet, særligt om morgenen eller søndag aften.
• Synlig træthed, søvnproblemer eller ændret energiniveau i løbet af skoledagen.
• Ændret appetit i forbindelse med skoledagen.
• Anspændthed, uro eller pludselige gråd- eller vredesudbrud uden tydelig anledning.

Alle elever kan have en dårlig uge eller reagere på en enkeltstående begivenhed som en konflikt, en dårlig karakter eller en forandring derhjemme. Det bliver relevant at handle på, når tegnene gentager sig over flere uger, viser sig på tværs af flere sammenhænge — for eksempel både fagligt og socialt — eller når eleven selv, forældrene eller flere voksne omkring eleven bemærker det samme.

Når I vil tale med en elev om bekymrende tegn, hjælper det at skabe et roligt rum uden tidspres, stille åbne spørgsmål og give plads til, at eleven selv sætter ord på sin oplevelse. Undgå at præsentere en færdig forklaring eller løsning, før eleven har haft mulighed for at fortælle sin egen version.

1. Vælg tidspunkt og stedFind et roligt tidspunkt uden andre elever til stede og uden tidspres.
2. Start åbentSpørg konkret ind til, hvad I har lagt mærke til, uden at konkludere noget på forhånd.
3. Lyt mere, end I talerGiv plads til stilhed, og undgå at afbryde eller straks foreslå løsninger.
4. Sammenfat og aftalGentag kort, hvad I har hørt, og aftal, hvad der skal ske herfra, herunder hvem der taler med hvem.

Når et mønster ser ud til at holde ved, bør forældrene kontaktes tidligt med en konkret og saglig beskrivelse af, hvad der er observeret. Skolens ressourcepersoner — for eksempel trivselsvejleder, AKT-medarbejder eller ledelse — kan bidrage med et bredere blik og eventuelt facilitere det videre samarbejde. Børne- og Undervisningsministeriets materiale om inklusion og specialpædagogik peger på, at en tidlig, koordineret indsats mellem skole og hjem øger sandsynligheden for, at eleven kommer godt videre.

Mistrivsel viser sig sjældent på én bestemt måde. Nogle børn bliver stille og trækker sig, andre bliver mere korte for hovedet eller reagerer med vrede. Det kan vise sig i skolearbejdet — pludselig manglende lyst eller faldende karakterer — i det sociale liv, eller i kroppen, for eksempel med hyppig ondt i maven om morgenen. Det er sjældent kun ét tegn, der står alene.

De fleste børn har perioder, hvor skolen føles svær — efter en konflikt, en dårlig karakter eller en forandring derhjemme. Det bliver mere bekymrende, hvis tegnene varer ved i flere uger, viser sig på flere måder samtidig, eller hvis både I og skolen bemærker det samme. Så er det tid til at handle, frem for kun at vente og se tiden an.

Vælg et roligt tidspunkt uden tidspres, for eksempel på en gåtur eller i bilen, hvor I ikke sidder over for hinanden. Spørg åbent og konkret — 'jeg har lagt mærke til, at du har haft ondt i maven flere morgener, hvad tænker du selv om det?' — frem for at spørge generelt, om alt er godt. Giv plads til stilhed, og undgå at komme med en færdig forklaring, før barnet selv har fået lov at fortælle.

Hvis bekymringen fortsætter, er det en god idé at tage kontakt til klasselæreren og beskrive konkret, hvad I har observeret derhjemme — og hvornår. Skolen kan sammenholde det med, hvad de ser i løbet af skoledagen, og I kan i fællesskab aftale, hvordan I følger op. Skolen har ofte adgang til ressourcepersoner, der kan bidrage med et bredere blik på situationen.

• Bevar faste rutiner omkring søvn, måltider og skoledagens start og slutning.
• Undgå at presse på for en hurtig forklaring — nogle børn har brug for tid til at sætte ord på det.
• Anerkend barnets følelser, selv hvis I ikke forstår årsagen endnu.
• Hold en løbende, rolig dialog med skolen, i stedet for kun at kontakte dem, når noget er kritisk.