Den bekymrende samtale

Før I inviterer til en bekymrende samtale, er det vigtigt at have skrevet konkrete, daterede observationer ned. Undgå at formulere bekymringen som en vurdering eller antagelse om årsager. Beskriv i stedet, hvad I har set: hvad barnet gør, hvornår, og hvor ofte.

• Skriv observationer ned løbende, så I ikke kun husker de seneste eller mest markante episoder.
• Drøft observationerne i teamet, før samtalen — er I enige om, hvad I har set?
• Formuler formålet med samtalen på forhånd: hvad håber I, samtalen kan føre til?
• Overvej, om leder eller en kollega bør deltage i samtalen.

Det er ikke pædagogers opgave at vurdere eller sætte etiket på et barn. Undgå formuleringer, der lyder som en fagligt fastsat konklusion, og hold jer til det, I konkret har observeret. I stedet for “han virker meget urolig” kan I sige “han har svært ved at sidde stille ved samling, og det er blevet mere tydeligt de sidste par uger”.

Forældre kan reagere med bekymring, uenighed eller lettelse over, at nogen tager fat i noget, de selv har mærket. Mød reaktionen med ro, og undgå at forsvare jeres observationer for enhver pris. Afslut med konkrete, fælles aftaler om, hvad der skal ske herfra, og hvornår I følger op.

• At bruge diagnostisk eller vurderende sprog om barnet eller familien.
• At overrumple forældre med en bekymring, de ikke har hørt antydning af før.
• At aflevere bekymringen uden forslag til, hvad der kan ske videre.
• At undlade at følge institutionens retningslinjer for underretning, hvis bekymringen kræver det.

En bekymrende samtale handler om noget, personalet har lagt mærke til over tid, og som de gerne vil dele med jer. En god samtale bygger på konkrete eksempler: hvad barnet gør, hvornår og hvor ofte — ikke en generel fornemmelse eller en færdig konklusion om, hvad der er galt. Det er en samtale om at forstå jeres barn bedre sammen, ikke om at pege fingre.

Pædagoger skal ikke vurdere eller sætte en diagnostisk etiket på jeres barn — det er en opgave for andre fagpersoner, som eventuelt bliver inddraget senere, og altid med jeres viden og samtykke. Hvis I oplever, at nogen taler, som om de allerede har konkluderet noget bestemt om jeres barn, må I gerne spørge, hvad observationen konkret bygger på.

Det er helt naturligt at reagere følelsesmæssigt, når nogen fortæller jer, at de er bekymrede for jeres barn — med uro, uenighed eller måske lettelse over, at nogen sætter ord på noget, I selv har mærket. Der er ikke en rigtig eller forkert reaktion. Giv jer selv lov til at tage imod det, personalet fortæller, og stil gerne spørgsmål, hvis noget er uklart.

En god bekymrende samtale ender med et konkret, fælles næste skridt: hvad gør dagtilbuddet, hvad kan I gøre derhjemme, og hvornår mødes I igen. Hvis bekymringen er alvorlig, kan det blive relevant at inddrage andre fagpersoner, som en sundhedsplejerske eller PPR — og det skal altid ske med jeres viden og, hvor det er muligt, jeres samtykke.