Når barnet ikke har venner — ensomhed, fællesskab og voksenansvar

Start med at observere konkret, hvor og hvornår barnet er alene, frem for at konkludere hurtigt, at barnet 'ikke har venner'. Nogle børn trives fint med få, tætte relationer eller med at være meget alene i perioder. Andre viser tydeligt, at de ønsker sig med i fællesskabet, men ikke finder vej derind. Det første skridt er altid en konkret, fordomsfri observation over nogle dage eller uger, som I derefter kan tale med barnet og forældrene om.

• Barnet er ofte alene i frikvarterer, i garderoben eller ved bordet, uden selv at have valgt det.
• Barnet bliver sjældent eller aldrig valgt til grupper, lege eller fødselsdage.
• Barnet henvender sig meget til voksne i stedet for til jævnaldrende.
• Barnet udtrykker direkte eller indirekte, at det keder sig, er ked af det eller føler sig anderledes end de andre.
• Barnet skifter ofte mellem forskellige grupper uden at få fast fodfæste i nogen af dem.

Det er en almindelig faldgrube at lede efter, hvad der er 'galt' med det barn, der er alene — om barnet er for genert, for højtråbende eller for anderledes. Men manglende venskaber handler mindst lige så meget om fællesskabets struktur som om det enkelte barn. En klasse eller SFO-gruppe med faste, lukkede venskabsgrupper, useriøse eller usynlige regler for, hvem der må være med, eller for lidt voksenstøttet organisering af leg, gør det svært for alle børn at komme til, uanset hvor 'sociale' de er. Opgaven er derfor lige så meget at se på fællesskabets rammer som på det enkelte barn.

I skole- og SFO-alderen bliver legeaftaler uden for institutionens åbningstid ofte det, der for alvor cementerer venskaber. Nogle børn har forældre, der er gode til at arrangere det, mens andre børn sjældent bliver inviteret hjem eller får besøg. Skolen og SFO'en kan hjælpe ved at pege forældrene i retning af klassekammerater, barnet har vist interesse for, og ved at opfordre til, at legeaftaler ikke kun går til de børn, der i forvejen er populære. En kort, konkret besked fra en pædagog til en forælder — “X og Y har leget godt sammen med Lego i dag, måske er det en idé med en legeaftale” — kan gøre en reel forskel.

1. Sæt sammen frem for at overlade det til tilfældighederne: lav bevidst små grupper om en fælles opgave eller aktivitet.
2. Giv hvert barn en synlig, meningsfuld rolle i gruppen, så ingen bare 'er der' uden funktion.
3. Vælg aktiviteter med lav tærskel for at være med — brætspil, byggeprojekter eller enkle idrætslege frem for komplekse rolleleg-univers.
4. Bliv i nærheden som voksen de første gange, uden at overtage samtalen eller legen.
5. Gentag samme gruppesammensætning et par gange, så børnene når at opbygge en vane med hinanden.

Et barns sociale liv ser ofte forskelligt ud, alt efter om man spørger skolen, SFO'en eller forældrene. Et barn kan virke rimeligt inkluderet i skoletiden og alligevel tilbringe eftermiddage og weekender helt alene, eller omvendt. Derfor er det vigtigt, at skole, SFO og hjem deler deres observationer jævnligt og konkret, frem for at antage, at de andre allerede har styr på det. En fælles samtale, hvor I sammen beskriver, hvornår og hvordan barnet er alene, giver et langt bedre grundlag for at handle end enkeltstående indtryk.

1. Observer konkretNotér over en til to uger, hvornår og hvor barnet er alene, og hvordan det reagerer på det.
2. Tal med barnetSpørg åbent og uden pres ind til, hvordan barnet selv oplever sit sociale liv, og om det savner nogen bestemt.
3. Inddrag forældrene tidligtDel jeres observationer, og hør, hvordan billedet ser ud derhjemme og i fritiden.
4. Skab en konkret indsatsSæt barnet ind i en voksenstøttet smågruppe eller foreslå en legeaftale med et bestemt barn, der matcher barnets interesser.
5. Følg opAftal en dato, hvor I sammen med forældrene vurderer, om indsatsen har gjort en forskel, og justér om nødvendigt.

Søg sparring hos ledelsen eller PPR, hvis barnet over lang tid forbliver uden for fællesskabet trods en vedholdende indsats, hvis barnet virker markant ked af det, tilbagetrukket eller giver udtryk for mistrivsel, eller hvis manglende venskaber ser ud til at hænge sammen med mobning. Se guiden om, hvad I gør, når et barn bliver mobbet, hvis udenforskabet har karakter af gentagen udelukkelse eller drilleri. Hvis barnet samtidig virker urolig, bekymret eller får kropslige symptomer, kan det være relevant at inddrage sundhedsplejersken eller egen læge for en bredere vurdering.

Nogle børn siger direkte, at de ikke har nogen at lege med. Andre viser det på andre måder: de bliver sjældent nævnt, når klassekammerater bliver inviteret til fødselsdag, de er ofte alene i frikvartererne, eller de vender hjem fra skole uden historier om, hvad de har leget med hvem. Det er ikke sikkert, at jeres barn selv oplever det som et problem — nogle børn trives med få, tætte venskaber eller med at være meget alene i perioder. Men hvis I fornemmer, at jeres barn savner fællesskab, er det værd at handle på.

Det er let at lede efter forklaringer i barnets egen personlighed: er hun for genert, er han for vild, er hun for anderledes? Men børnefællesskaber i skole og SFO er ofte styret af faste venskabsgrupper og uskrevne regler for, hvem der hører til hvor. Det gør det svært at komme ind, uanset hvor 'social' man er som barn. Det betyder, at løsningen sjældent er, at jeres barn skal 'ændre sig', men at fællesskabet omkring det skal have hjælp til at blive mere åbent.

I skole- og SFO-alderen er legeaftaler efter skoletid ofte det, der for alvor cementerer et venskab. Nogle familier er vant til at arrangere det, mens andre børn sjældent bliver inviteret hjem eller får besøg. Spørg gerne klasselæreren eller SFO-pædagogen, om de har lagt mærke til, hvem jeres barn har leget godt med for nylig — det er ofte et bedre udgangspunkt for en legeaftale end at gætte selv. Det behøver ikke at være en stor arrangeret eftermiddag; en kort legestund efter skole kan være nok til at flytte noget.

Tag kontakt til klasselæreren eller SFO-pædagogen, og del konkret, hvad I ser derhjemme: hvornår virker jeres barn ked af det, hvad siger det selv om skoledagen, og hvem nævner det som venner eller kammerater. Skolen kan sætte jeres barn ind i en mindre, voksenstyret aktivitet eller gruppe, hvor det får en tydelig rolle sammen med andre børn. Aftal en dato, hvor I følger op sammen, og juster planen, hvis den ikke rykker noget efter nogle uger.

Søg mere hjælp, hvis jeres barn forbliver uden for fællesskabet over lang tid trods en vedholdende indsats, hvis det virker vedvarende ked af det eller trækker sig fra familien og fritidsliv, eller hvis I fornemmer, at der er tale om decideret udelukkelse eller drilleri. Læs også om, hvad I kan gøre, hvis jeres barn bliver mobbet. Hvis jeres barn samtidig får ondt i maven, sover dårligt eller virker meget bekymret, kan det være relevant at tale med sundhedsplejersken eller egen læge.