Når barnet står uden for legen

I en travl hverdag kan det være svært at se, at det samme barn dag efter dag står uden for legen. Systematisk observation over en periode, fx en til to uger, giver et bedre billede end enkeltstående indtryk. Notér, hvornår og med hvem barnet leger, og hvornår det står alene eller i periferien.

Når mønstret er bekræftet, er næste skridt at undersøge, hvad der ligger bag. Det kan handle om, at barnet mangler legekompetencer, at gruppen har lukket sig om bestemte lege, at barnet selv foretrækker at være alene i perioder, eller at der er konkrete konflikter, der holder barnet ude. Årsagerne kan variere meget fra barn til barn, og de bør undersøges konkret frem for antaget.

• Tal med barnet selv om, hvordan det oplever legen og fællesskabet.
• Observer, om barnet bliver afvist direkte, eller om det trækker sig selv.
• Spørg de andre børn åbent, hvordan de oplever situationen.
• Overvej, om rummets indretning eller aktivitetsudbuddet begrænser deltagelse.

Handlingen bør tage udgangspunkt i, hvad undersøgelsen viser. Det kan være at hjælpe barnet med konkrete legestrategier, at justere legegrupper i en periode, at give barnet en synlig og efterspurgt rolle i en aktivitet, eller at arbejde med hele gruppens kultur omkring inklusion i leg. Ofte er en kombination af tiltag nødvendig.

• At antage, at barnet »bare foretrækker at være alene« uden at undersøge nærmere.
• At vente for længe med at handle, fordi ingen enkeltepisode virker alvorlig.
• At lægge hele ansvaret på barnet selv uden at se på gruppens og rummets rolle.
• At glemme at følge op, efter et tiltag er sat i gang.

Alle børn har dage, hvor de leger alene eller ikke er en del af en gruppe. Det er først, når det samme barn dag efter dag, uge efter uge, står uden for legen, at det er værd at kigge nærmere på. Personalet observerer ofte systematisk over en periode for at se, om der er tale om et mønster eller blot enkeltstående dage.

Der kan være mange forskellige grunde til, at et barn ofte står uden for legen. Nogle børn mangler endnu de legekompetencer, der skal til for at komme ind i en gruppe. Andre foretrækker i perioder at være for sig selv. Nogle gange er der konkrete konflikter, der holder barnet ude, og andre gange handler det om, hvordan legegrupperne i institutionen har formet sig. Det er vigtigt at undersøge den konkrete situation frem for at gætte sig frem.

• Personalet taler med barnet selv om, hvordan det oplever legen.
• De observerer, om barnet bliver afvist direkte, eller om det trækker sig selv.
• De spørger eventuelt de andre børn åbent om deres oplevelse.
• De ser på, om rummets indretning eller aktiviteterne begrænser deltagelsen.

Handlingen afhænger af, hvad der ligger bag. Det kan være at øve konkrete legestrategier med barnet, justere legegrupperne i en periode, give barnet en synlig rolle i en aktivitet, eller arbejde med hele børnegruppens kultur omkring inklusion i leg. Ofte er det en kombination, der virker bedst.

Du kan lytte roligt, hvis dit barn fortæller om dage, hvor det stod alene, uden straks at blive bekymret eller handle for hurtigt. Du kan invitere en potentiel legekammerat hjem for at give relationen en chance for at vokse uden for institutionens travle hverdag, og du kan holde løbende kontakt med personalet, hvis mønstret gentager sig.

Tag kontakt til personalet, hvis dit barn over flere uger fortæller, at det ofte er alene, hvis det virker ked af det ved tanken om at skulle af sted, eller hvis du selv observerer mønstret ved aflevering og afhentning. Personalet kan sætte en systematisk observation i gang og fortælle dig, hvad de ser.