Ensomhed og udenforskab blandt unge

Nogle unge vælger bevidst at sidde alene med en bog eller trække sig fra en larmende gruppe for at få ro — det er ikke i sig selv et problem, og det bør ikke automatisk mødes med bekymring eller invitationer, den unge ikke har bedt om. Ensomhed er derimod en oplevelse af ikke at høre til eller ikke at have nogen at dele tingene med, og den kan sagtens findes midt i en fyldt klub, hvis den unge føler sig usynlig eller udenfor de sociale kredsløb, der fylder rummet.

Forskellen betyder noget for, hvordan personalet handler. En ung, der har brug for ro, skal ikke presses ind i fællesskabet. En ung, der er ensom midt i mængden, har derimod brug for, at nogen lægger mærke til det og skaber en åbning — uden at gøre et stort nummer ud af det.

Udenforskab viser sig sjældent tydeligt. Ofte er det små, gentagne mønstre, der tilsammen tegner et billede: en ung, der altid ankommer og går alene, som sjældent bliver nævnt, når andre taler om, hvem der var der, eller som konsekvent vælger aktiviteter uden krav om samarbejde. Det kan også vise sig som skift mellem flere grupper uden at finde fodfæste i nogen af dem, eller som en pludselig ændring i adfærd hos en ung, der tidligere var mere social.

• Er altid den sidste, der bliver valgt eller inviteret med.
• Opsøger konsekvent aktiviteter, der ikke kræver samarbejde med andre.
• Skifter ofte mellem grupper uden at 'lande' i nogen af dem.
• Bliver mere stille eller irritabel over tid uden en tydelig årsag.
• Undgår situationer, hvor de skal vælges til hold eller grupper.

Det virker sjældent at bede en gruppe unge om at 'lege med' en, der står udenfor — det gør ofte forskellen tydeligere i stedet for mindre. Bedre er det at skabe aktiviteter med lav tærskel for deltagelse: faste, tilbagevendende gøremål som at stå for musikken, hjælpe med at sætte spil op eller have en fast opgave i et projekt. Den slags roller giver en naturlig grund til at være en del af noget uden at kræve, at den unge selv skal opsøge et fællesskab socialt.

Direkte spørgsmål som 'hvorfor sidder du altid alene?' kan opleves som en bekræftelse af, at man er anderledes, og få den unge til at trække sig endnu mere. Det virker ofte bedre at tage kontakt om noget konkret og hverdagsagtigt — et spil, en interesse, en praktisk opgave — og lade en eventuel samtale om trivsel vokse frem derfra, i den unges eget tempo. Det kræver tålmodighed og gentagne, små invitationer frem for én stor samtale.

Klubbens personale kan skabe rammer, aktiviteter og opmærksomme voksne — men klubben er ikke stedet, hvor egentlig mistrivsel eller psykisk sårbarhed skal behandles. Hvis ensomheden er vedvarende, hvis den unge giver udtryk for håbløshed, eller hvis I er bekymrede for den unges trivsel generelt, skal I henvise videre. Det kan være til egen læge, kommunens ungerådgivning eller andre lokale tilbud til børn og unge. Ved akut bekymring for en ungs sikkerhed skal I følge klubbens og kommunens underretningspligt og retningslinjer.

Mange teenagere har brug for tid alene — det er en naturlig del af at blive ældre og udvikle sin egen identitet. Det bliver først bekymrende, hvis jeres unge giver udtryk for, eller I bemærker, at de føler sig udenfor eller uden nogen at dele tingene med, også selvom de tilsyneladende er omgivet af andre.

Det kan være svært at vurdere fra sidelinjen, men nogle signaler er værd at lægge mærke til: jeres unge nævner sjældent navne på venner, virker uinteresseret i klubben eller andre fritidsaktiviteter, de tidligere satte pris på, eller trækker sig mere og mere ind på værelset. Enkeltstående dage betyder sjældent noget alvorligt — det er mønstret over tid, der er interessant.

Det virker sjældent at presse en teenager til at 'bare gå hen og snakke med nogen'. Bedre er det at understøtte adgangen til aktiviteter, hvor det er lettere at være med — for eksempel en fast interesse, et hold eller en klub, hvor der er en tydelig opgave eller ramme at være en del af. I kan også tale med klubbens personale om, hvordan jeres unge fungerer socialt, hvis I er bekymrede.

Hvis ensomheden ser ud til at vare ved over flere uger eller måneder, hvis jeres unge virker vedvarende trist, tilbagetrukket eller giver udtryk for håbløshed, bør I søge hjælp. Kontakt egen læge, kommunens ungerådgivning eller andre lokale tilbud til børn og unge. Denne side erstatter ikke en faglig vurdering af jeres unges konkrete situation.