Når et barn slår, skubber eller bider

Reager hurtigt og roligt. Skab afstand mellem børnene ved at gå imellem eller flytte den ene part væk fra situationen, og skærm de involverede fra resten af gruppen. Brug korte sætninger: “Stop. Du må ikke slå.” Tilkald en kollega, hvis situationen ikke falder til ro. Fysisk indgriben er ikke et pædagogisk greb, I selv kan improvisere: følg altid jeres institutions gældende beredskab og skriftlige retningslinjer, og drøft dem med ledelsen på forhånd.

1. Tjek først, at det barn, der blev slået, har det okay. Giv trøst og førstehjælp, hvis det er nødvendigt.
2. Tag barnet, der slog, lidt væk fra gruppen. Ikke som straf, men for at få ro.
3. Navngiv, når barnet er roligt: “Du blev vred, og så slog du. Slå gør ondt.”
4. Hjælp barnet med at finde en anden handling: “Næste gang kan du sige ‘jeg er vred’ til en voksen.”

Hvis slåskampene sker gentagne gange, er observation det vigtigste redskab. Notér i tre dage: hvornår sker det, hvem er involveret, hvad skete lige før, og hvad gjorde de voksne? Mønsteret viser ofte, at adfærden har en funktion — fx at få en legetøj, at komme væk fra en aktivitet, eller at få opmærksomhed.

Søg altid sparring, hvis adfærden er vedvarende, hvis den sætter barnet selv eller andre alvorligt i fare, eller hvis I har prøvet en struktureret indsats uden varig effekt. Næste skridt kan være teamdrøftelse, forældresamtale eller henvendelse til PPR. Vær opmærksom på, at dokumentation af adfærd skal ske uden unødige personoplysninger.

Reager roligt og hurtigt. Skab afstand mellem børnene, og brug korte sætninger: “Stop. Du må ikke slå.” Skæld ikke ud foran andre — det handler om at stoppe handlingen, ikke om at skamme barnet. Hvis det sker i dagtilbuddet, følger personalet institutionens retningslinjer for, hvordan de griber ind fysisk, hvis det er nødvendigt.

1. Sørg først for, at det barn, der blev slået eller bidt, har det okay, og giv trøst.
2. Tag dit barn lidt væk fra de andre — ikke som straf, men for at give ro.
3. Når barnet er roligt, sæt ord på det: “Du blev vred, og så slog du. Det gør ondt at blive slået.”
4. Hjælp med at finde en anden måde næste gang: “Du kan sige ‘jeg er vred’ til en voksen.”

Hvis dit barn slår eller bider gentagne gange, er det en god idé at kigge efter et mønster: sker det på bestemte tidspunkter, med bestemte personer, eller i bestemte situationer? Ofte handler adfærden om noget helt konkret — at få fat i noget, at slippe for noget, eller at få opmærksomhed. At forstå mønstret gør det nemmere at forebygge, i stedet for kun at reagere, når det allerede er sket.

Tag altid kontakt til dagtilbuddet, hvis adfærden gentager sig, hvis den sætter dit barn eller andre alvorligt i fare, eller hvis I har prøvet forskellige ting derhjemme uden varig effekt. Sammen kan I lave en fælles observation og finde en plan, som I begge følger. I nogle tilfælde kan det give mening at inddrage PPR (pædagogisk-psykologisk rådgivning) som næste skridt.