Samregulering

Samregulering beskriver, hvordan et barns nervesystem kan falde til ro gennem samspil med en voksen, der selv er rolig, tilgængelig og opmærksom. Et barn, der er i affekt, har som udgangspunkt ikke adgang til de dele af hjernen, der styrer overblik og fornuft. Det, barnet i den situation har mest brug for, er ikke argumenter eller forklaringer, men en anden krops ro — gennem stemme, blik, kropsholdning og nærvær — som barnets eget nervesystem kan spejle og gradvist falde til ro med.

Samregulering er ikke et engangsredskab, men en gentagen erfaring. Hver gang et barn oplever, at det bliver hjulpet til ro af en voksen, opbygges der en indre skabelon for, hvordan ro føles, og hvordan man kommer dertil. Denne skabelon er grundlaget for, at barnet senere kan regulere sig selv — selvregulering vokser altså ud af gentagen samregulering, ikke omvendt.

• Det er ikke det samme som at distrahere barnet væk fra følelsen.
• Det er ikke at give efter for et krav for at få ro hurtigst muligt.
• Det er ikke en teknik, der virker ens for alle børn eller i alle situationer.
• Det er ikke noget, der kun hører hjemme hos de yngste børn — behovet findes gennem hele opvæksten, i skiftende former.
• Det er ikke en erstatning for, at barnet på sigt selv skal lære at regulere sine følelser.

Hos de yngste børn er samregulering ofte meget kropsligt til stede: at blive løftet op, holdt, vugget eller talt roligt til. Spædbarnet og det lille barn har endnu ingen evne til selv at berolige sig, og det er derfor helt afgørende, at den voksne kan bære følelsen sammen med barnet, uden selv at blive overvældet. Gentagne erfaringer med, at gråd bliver mødt af en rolig voksen, lægger et grundlæggende lag i barnets nervesystem, som det trækker på resten af livet.

Skolebarnet har typisk udviklet nogle egne strategier til at falde til ro, men i situationer med stærke følelser — vrede over en uretfærdig oplevelse, skuffelse eller angst — har de fleste børn stadig brug for en voksens samregulerende tilstedeværelse. Det kan handle om at sidde stille sammen med barnet, tale med lav og rolig stemme, eller blot være til stede uden krav om, at barnet straks skal 'tage sig sammen'. Kravet om, at barnet selv skal kunne håndtere følelsen uden hjælp, kommer ofte for tidligt i forhold til, hvor nervesystemet reelt er udviklet.

Hos unge kan behovet for samregulering være mindre synligt, fordi det sjældent ligner det kropslige behov hos et lille barn. Det kan i stedet vise sig som behov for, at en voksen er til stede uden at presse på for en samtale, eller at en rolig stemme og et roligt kropssprog fra en voksen dæmper en ophedet situation. Mange unge afviser aktivt fysisk nærhed, men har stadig gavn af, at en voksen i nærheden forbliver rolig og ikke selv eskalerer. Samregulering hos unge handler ofte mere om atmosfære og tilgængelighed end om direkte kontakt.

• Reguler jer selv først — et barn kan ikke låne ro fra en voksen, der selv er i affekt.
• Sænk krav og ordmængde, når et barn er i affekt, og vent med forklaringer til roen er tilbage.
• Tilpas formen for samregulering til alderen: kropslig nærhed hos de mindste, tilgængelighed og rolig tilstedeværelse hos de større.
• Se samregulering som en investering i selvregulering, ikke som en genvej, der forkæler barnet.
• Accepter, at nogle børn og unge foretrækker afstand under samregulering — nærvær kan også ske uden fysisk kontakt.

Når jeres barn er meget ked af det, vredt eller bange, kan det sjældent tænke klart eller berolige sig selv. Samregulering er, at I hjælper barnet med at falde til ro ved selv at være rolige — gennem stemme, kropssprog og nærvær. Barnets nervesystem 'spejler' på en måde jeres ro, og det er ofte langt mere effektivt end at forklare eller argumentere, mens barnet stadig er meget oprevet.

Samregulering handler ikke om at give efter for det, barnet ville have, bare for at få fred. Det handler heller ikke om at distrahere barnet væk fra følelsen med en skærm eller noget spændende. Det handler om at blive hos følelsen sammen med barnet, indtil den mildnes — og først derefter tale om det, der skete.

• Prøv at blive rolige selv, før I forsøger at hjælpe barnet med at falde til ro.
• Sænk stemmen og antallet af ord, når barnet er meget oprevet, i stedet for at forklare med det samme.
• Vent med at tale om, hvad der skete, til barnets krop er faldet til ro.
• Accepter, at en teenager måske ikke vil krammes, men stadig har brug for, at I ikke selv bliver ophidsede.

Hvis jeres barn meget ofte og over lang tid har svært ved at falde til ro, selv med jeres hjælp, eller hvis det går ud over hverdagen og trivslen betydeligt, kan det være relevant at tale med pædagoger, lærere eller egen læge. De kan hjælpe med at vurdere, om der er brug for yderligere støtte, for eksempel gennem PPR eller anden rådgivning.