Tilknytning

Tilknytning betegner det følelsesmæssige bånd, et barn opbygger til de personer, der tager sig af det tættest og mest vedholdende — typisk forældre, men også pædagoger og andre faste voksne kan indgå i barnets tilknytningsmønster. Kernen i begrebet er, at barnet bruger den voksne som en tryg base: et sted at vende tilbage til, når noget bliver skræmmende, uoverskueligt eller nyt. Er basen tilgængelig og forudsigelig, kan barnet bevæge sig længere ud i verden — udforske, lege og øve sig på nyt — fordi det ved, hvor det kan komme tilbage til.

Tilknytning handler grundlæggende om, hvordan et barn regulerer nærhed og afstand til de mennesker, det er afhængigt af. Det er en biologisk funderet mekanisme, der findes hos alle børn, uanset kultur og opvækstvilkår. Det, der varierer fra barn til barn, er ikke om der er tilknytning, men hvilket mønster relationen har antaget over tid.

• Det er ikke det samme som, hvor meget et barn kan lide en voksen, eller hvor 'klæbende' det virker.
• Det er ikke en diagnose og kan ikke afgøres ud fra en enkelt observation i en institution.
• Det er ikke en fast, medfødt egenskab ved barnet — det er en relation, der udvikler sig i samspil.
• Det er ikke ensbetydende med, at barnet kun kan have én tilknytningsperson — børn danner ofte flere tilknytningsrelationer.
• Det er ikke noget, en pædagog eller lærer kan måle eller kategorisere ud fra egen faglig vurdering alene.

Hos spædbarnet og det lille barn er tilknytning tættest forbundet med kropslig nærhed, genkendelse af stemmer og ansigter samt gentagne erfaringer med, at gråd og andre signaler bliver mødt. Omkring 6–8 måneders-alderen bliver mange børn tydeligt selektive: de søger bestemte voksne og kan reagere med uro over fremmede eller ved adskillelse. Det er ikke et problem, men et tegn på, at barnet har dannet en klar tilknytning. I vuggestuen ses det typisk som protest ved aflevering, søgen mod den kendte voksne eller behov for at have en fast person tæt på i nye situationer.

I skolealderen bliver tilknytning mindre synlig i den fysiske adfærd og mere til en indre forventning om, hvordan voksne reagerer, når noget går galt. Et skolebarn med en tryg tilknytningserfaring har typisk lettere ved at bede om hjælp, tåle at blive korrigeret og komme sig efter konflikter med jævnaldrende. Barnet søger stadig voksne som en base, men det sker nu ofte gennem samtale, blikkontakt eller en kort bekræftelse frem for kropslig nærhed. Tilknytning til lærere og pædagoger kan fungere som et supplement til forældretilknytningen og har særlig betydning, hvis hjemmet er under pres.

I ungdomsårene ændrer tilknytning form igen. Den unge orienterer sig i stigende grad mod jævnaldrende og andre voksne uden for familien, men det betyder ikke, at tilknytningen til forældrene forsvinder — den fungerer nu mere i baggrunden, som en base den unge sjældent taler om, men stadig regner med. Konflikter, afstandtagen og tilsyneladende ligegyldighed kan sameksistere med en stærk, tryg tilknytning. Omvendt kan en ung, der virker overdrevent selvstændig eller undgår enhver form for nærhed, også have en tryg relation — det afgørende er ikke overfladeadfærden, men om den unge har erfaring med, at nogen er til rådighed, når det for alvor gælder.

• Vær forudsigelig og tilgængelig, frem for at forsøge at 'vinde' barnets tilknytning gennem særbehandling.
• Mød afvisning og protest med ro — det er ofte et udtryk for tillid til, at relationen kan bære, ikke et tegn på svigtende relation.
• Understøt, at barnet kan have flere trygge voksne, uden at det konkurrerer med forældrenes rolle.
• Vær opmærksom på, at ændret adfærd ved overgange og skift ofte handler om tilknytning og tryghed, ikke om vilje eller opdragelse.
• Tal med kolleger og forældre om observationer, i stedet for selv at konkludere noget om barnets tilknytningsmønster.

Tilknytning er den relation, der gør, at jeres barn søger jer, når det er bange, træt, ked af det eller usikkert. Det er ikke et spørgsmål om, hvor meget barnet holder af jer i det daglige, men om, hvorvidt det har erfaring med, at I er til at regne med, når det virkelig gælder. De fleste børn danner en tryg tilknytning til deres nære voksne, selvom hverdagen langt fra altid er perfekt — det handler ikke om at gøre alting rigtigt, men om at være til stede og forudsigelig over tid.

Tilknytning er ikke det samme som, om jeres barn er 'klæbende' eller nemt at have med at gøre. Et barn, der græder ved aflevering, eller en teenager, der virker afvisende, kan sagtens have en tryg og god relation til jer. Det er heller ikke noget, man kan afgøre ud fra en enkelt dårlig morgen eller en svær periode — tilknytning bygger sig op over lang tid gennem mange gentagne erfaringer.

• Vær til at regne med i det daglige — det betyder mere end enkeltstående, perfekte øjeblikke.
• Mød protest, tårer eller afvisning med ro, i stedet for at tage det som et personligt nederlag.
• Lad barnet også knytte sig til andre faste voksne, fx i dagtilbuddet, uden at det går ud over jeres relation.
• Husk, at en teenager, der trækker sig, ofte stadig har brug for jer som en tryg base, selvom det ikke vises tydeligt.

Hvis I er bekymrede for jeres barns trivsel eller relation til jer, eller hvis en periode med uro og modstand trækker ud over lang tid, er det en god idé at tale med pædagogerne, en lærer eller jeres egen læge. De kan hjælpe med at vurdere, om der er brug for yderligere støtte, og eventuelt henvise videre til PPR eller kommunens familierådgivning. Det er ikke noget, I skal forsøge at afgøre alene ud fra egne observationer.