Unges medbestemmelse i klubben

Mange klubber taler om medbestemmelse, men i praksis dækker det ofte over, at de unge bliver spurgt til råds, uden at deres svar reelt påvirker beslutningen. Det er ikke i sig selv problematisk at høre unges mening uden at love, at den bliver fulgt — men det bliver et problem, hvis processen fremstår som et reelt valg, når udfaldet allerede er givet. Unge i klubalderen er skarpe til at gennemskue, om deres stemme faktisk vejer noget, og gentagne oplevelser af skinmedbestemmelse slider på tilliden til både de voksne og til fællesskabet.

Det giver derfor mening at skelne tydeligt mellem tre niveauer: at blive orienteret om en beslutning, at blive hørt og få indflydelse på en beslutning andre træffer, og at få reel bestemmelsesret over noget konkret. Alle tre niveauer kan være legitime i en klub, men de unge har krav på at vide, hvilket niveau de befinder sig på, før processen går i gang.

Reel medbestemmelse forudsætter, at rammerne er tydelige, før de unge inviteres ind i en beslutning. Det handler om at være ærlig om, hvad der ligger fast — økonomi, sikkerhed, åbningstider, personalenormering — og hvad der reelt er til forhandling. Når rammerne er utydelige, risikerer man enten at love mere, end klubben kan holde, eller at de unges forslag bliver skudt ned af grunde, de aldrig fik at vide på forhånd.

Medbestemmelse handler ikke kun om at blive spurgt til klubbens aktiviteter — det handler også om plads til, at unge selv tager initiativ. Det kan være en turnering, de selv arrangerer, et musikprojekt eller en aftale om at bruge et lokale på en ny måde. Den slags initiativer kræver ofte mindre af de voksne, end man skulle tro, men de kræver, at der er tid og fysisk plads til det uplanlagte, og at den voksne tør give slip på styringen.

Facilitatorrollen betyder, at den voksne skaber rammerne for, at de unge kan tage beslutninger, frem for selv at træffe dem på deres vegne. Det kræver, at man kan tåle, at processen bliver langsommere, og at resultatet ikke altid bliver, som den voksne selv ville have valgt. Samtidig skal den voksne fortsat holde fast i klubbens rammer og sikkerhed — facilitering er ikke det samme som at give slip på alt ansvar.

• Spørg åbent, før I har en løsning i baghovedet.
• Vær tydelig om, hvad der ligger fast, og hvad der er til forhandling.
• Giv unge ansvar for dele af processen, ikke kun for input til den.
• Følg op på, hvad der skete med et forslag — også når svaret er nej.

Symbolsk medbestemmelse opstår, når processen ligner en reel invitation, men udfaldet reelt er givet på forhånd. Det sker ofte i bedste mening — de voksne vil gerne inddrage, men har svært ved at give slip, eller rammerne tillader reelt ikke det, der bliver spurgt om. Konsekvensen er, at unge lærer, at deres stemme ikke betyder noget, hvilket over tid kan gøre dem mere tilbageholdende med at engagere sig i fællesskabet.

Klubben er ofte det første fællesskab, hvor jeres teenager kan øve sig i at have en stemme, der tæller, uden at det er lige så tæt og sårbart som i familien eller lige så præstationsorienteret som i skolen. Det er en vigtig øvelse i at blive taget alvorligt som ung — noget, der senere kan gøre det lettere at sige sin mening i andre sammenhænge, som uddannelse og fritidsliv.

Det er værd at vide, at klubben sjældent kan give unge fri ret til at bestemme alt. Nogle ting ligger fast af hensyn til sikkerhed, økonomi eller andre børn og unge i huset. Det gode tegn er ikke, at jeres teenager altid får sin vilje, men at klubben er ærlig om, hvad der kan påvirkes, og hvad der ikke kan.

Hvis jeres teenager kommer hjem og fortæller, at de selv har arrangeret en turnering eller en filmaften i klubben, er det et tegn på, at klubben giver plads til egne initiativer. Det er en god idé at spørge nysgerrigt ind til, hvordan det gik — også de dele, der ikke lykkedes helt — fordi det er en vigtig del af at lære at stå i spidsen for noget selv.

Hvis jeres unge over tid giver udtryk for, at deres mening aldrig bliver taget alvorligt i klubben, eller at de er holdt op med at engagere sig, fordi 'det alligevel ikke betyder noget', kan det være værd at tage en uforpligtende snak med personalet om, hvordan medbestemmelse fungerer i praksis. Det er ikke ensbetydende med, at noget er galt — men det er en samtale, der ofte er værd at have.