Adgang til leg og børnefællesskaber i børnehaven

Leg mellem 3-5-årige har sine egne regler for, hvordan man kommer ind, hvem der bestemmer, og hvornår rollerne er 'lukkede'. Nogle børn afkoder automatisk, at man skal komme med et forslag, der bygger videre på legen — 'jeg kan være hunden, der bor i jeres hus' — mens andre børn enten står helt stille og venter på en invitation, eller bryder direkte ind på en måde, der forstyrrer legens flow. EVA's viden om leg og deltagelse peger på, at deltagelse i leg er en færdighed, der kan understøttes systematisk, ikke kun noget, børn 'bare kan' eller 'ikke kan'.

Første skridt er at observere, hvad der faktisk foregår, før I griber ind. Hvilken rolle søger legegruppen lige nu? Er der plads til en til, eller er legen i en fase, hvor den er skrøbelig og let går i opløsning ved forstyrrelse? En go-til-legen-strategi, der virker på ét tidspunkt, kan mislykkes fem minutter senere, fordi legens indre logik har flyttet sig.

Nogle børn er tydelige i deres frustration: de græder, går væk med det samme eller bliver vrede, når de bliver afvist fra en leg. Andre børn er langt mere stille om det — de går rundt i periferien af legepladsen, observerer på afstand uden at nærme sig, eller finder på egen hånd en leg alene, som ligner en tilfredsstillende løsning, men som over tid kan blive et mønster, der holder barnet uden for fællesskabet.

• Barnet forsøger gentagne gange at komme ind i den samme leg og bliver afvist hver gang.
• Barnet holder sig på afstand af legegrupper uden selv at forsøge at deltage.
• Barnet bliver ofte tildelt de samme lavstatus-roller (hunden, babyen, den, der skal vente).
• Barnet vælger konsekvent solitær leg, selv når andre børn er tilgængelige og indbydende.

Når en voksen går ind for at støtte adgang til leg, er formålet at gøre sig selv overflødig så hurtigt som muligt — ikke at overtage legen eller styre den udefra. En støttet legeposition betyder, at den voksne midlertidigt indtager en rolle i legen sammen med barnet, for eksempel som medspiller, der 'foreslår' barnets indtræden på en måde, legegruppen kan acceptere.

1. Observer førstSe, hvad legen handler om, og hvilken rolle der realistisk er plads til.
2. Foreslå en konkret indgangGiv barnet en handling eller replik, det kan bruge, frem for et åbent 'må jeg være med'.
3. Deltag midlertidigt selvGå ind i legen sammen med barnet som en brofunktion, hvis det er nødvendigt.
4. Træk jer gradvistNår legen kører, trækker den voksne sig ud, så barnet selv opretholder pladsen.

For nogle børn er en stor, etableret legegruppe med mange uskrevne regler for kompleks at navigere i. Her kan det give mening at arrangere små, styrede legegrupper på to til tre børn, hvor den sociale kompleksitet er lavere, og hvor barnet kan øve sig i at foreslå, forhandle og holde fast i en rolle i et mere overskueligt fællesskab, før det forsøger sig i den store gruppe igen.

• Sammensæt gruppen ud fra, hvem barnet allerede har en spirende relation til.
• Vælg en legeform med en tydelig struktur i starten, som kan åbnes mere efterhånden.
• Vær til stede, men træd tilbage, så snart legen kan bære sig selv.
• Gentag jævnligt, så barnet får flere erfaringer med succesfuld deltagelse.

En enkeltstående støttet legeoplevelse ændrer sjældent et mønster alene. Det, der gør en forskel, er, at teamet holder øje med barnets deltagelse over uger, noterer, hvornår det lykkes, og justerer støtten i takt med, at barnet bliver mere selvstændigt. Et trivselsobservationsskema kan bruges til at holde denne udvikling synlig for hele teamet, så indsatsen ikke afhænger af, at én bestemt voksen husker det.

Leg mellem 3-5-årige har sine egne, uskrevne regler: hvem der bestemmer, hvornår man må komme med et forslag, og hvilke roller der er 'ledige'. Nogle børn opfanger automatisk disse signaler, mens andre har brug for hjælp til at forstå dem. Det er ikke et tegn på, at der er noget galt med jeres barn — det er en social færdighed, som udvikler sig forskelligt fra barn til barn, og som kan øves.

Pædagogerne observerer først, hvad legen handler om, og hvor der er plads til en til. Derefter kan de hjælpe barnet med et konkret forslag til, hvordan det kan komme ind i legen — for eksempel en replik eller en rolle, der passer ind i det, de andre børn allerede leger. Nogle gange går den voksne selv med ind i legen kortvarigt som en slags bro, og trækker sig, så snart barnet selv har fået fodfæste.

Nogle børn har lettere ved at øve sig i leg med kun en eller to andre børn ad gangen, fremfor i en stor gruppe med mange regler at holde styr på. Pædagogerne kan derfor arrangere små legegrupper, hvor jeres barn får mulighed for at øve sig i et mere overskueligt fællesskab, inden det kaster sig ud i den store legeflok igen.

• Tal med barnet om, hvad det kan sige, hvis det gerne vil være med i en leg, for eksempel 'må jeg lege med, jeg kan være...'
• Øv jer sammen i rollelege derhjemme, hvor I skiftes til at foreslå og acceptere idéer.
• Undgå at overtage samtalen, hvis barnet fortæller om en afvisning — spørg nysgerrigt ind i stedet.
• Ros barnets egne forsøg på at komme med i leg, uanset om det lykkedes eller ej.

Det er helt almindeligt, at et barn engang imellem bliver afvist fra en leg eller vælger at lege alene. Det bliver relevant at tale med pædagogerne om det, hvis barnet gentagne gange kommer hjem ked af det over ikke at måtte være med, hvis det konsekvent holder sig på afstand af andre børn, eller hvis I selv oplever, at barnet virker trist eller tilbagetrukket i perioder. Pædagogerne kender barnet i fællesskabet og kan sammen med jer lægge en plan for, hvordan barnet kan støttes yderligere.