Følelsesregulering og samregulering i børnehaven

Følelsesregulering er en færdighed, der udvikler sig gradvist gennem hele barndommen, og som i høj grad afhænger af hjælp fra omsorgspersoner undervejs. I 3-5-års-alderen kan de fleste børn selv håndtere mindre frustrationer — en kort ventetid, en lille skuffelse — men når følelsen bliver stor, som ved en dyb konflikt, en pludselig skræk eller stor træthed, har barnet stadig brug for en voksen til at hjælpe nervesystemet med at falde til ro. Det er ikke en mangel hos barnet, men en helt forventelig del af udviklingen.

Samregulering betyder, at barnets nervesystem i høj grad spejler den voksnes. Hvis den voksne bliver anspændt, hæver stemmen eller virker frustreret, får barnet sværere ved at falde til ro — selv hvis intentionen var at hjælpe. Omvendt kan en rolig, langsom stemme og et afslappet kropssprog hos den voksne fungere som en form for 'lånt' regulering, barnet kan læne sig op ad, indtil det selv kan regulere igen.

Afledning — at pege på noget andet interessant for hurtigt at stoppe gråden eller vreden — kan være virksomt i akutte situationer, især hos de yngste børn, men det lærer ikke barnet at håndtere følelsen selv. Anerkendelse — at sætte ord på, hvad barnet føler, uden at forsøge at fjerne følelsen med det samme — tager typisk længere tid i øjeblikket, men giver barnet en erfaring af, at følelsen er til at være i, og at den går over.

Når følelsesstormen har lagt sig, er det vigtigt at genoprette kontakten mellem barnet og den voksne — og eventuelt mellem barnet og de andre børn, der var involveret. Genopretning handler om at vise barnet, at det stadig er en accepteret del af fællesskabet, og at episoden ikke har ændret relationen. Det kan være så enkelt som et kram, et roligt “skal vi gå ind og finde noget at lave sammen?”, eller en kort snak om, hvad der skete, når barnet er klar til det.

• Vent med at tale om episoden i detaljer, til barnet er fysisk roligt igen.
• Vis med krop og stemme, at barnet stadig er velkomment, uden at overse det, der skete.
• Hjælp evt. barnet med at sige undskyld eller genoprette kontakt til andre børn, hvis det er relevant.
• Undgå at bruge episoden som anledning til en lang moralsk belæring.

Mange af de situationer, der ender i store følelsesudbrud, kan forebygges ved en forudsigelig hverdagsstruktur: faste rutiner, tydelige overgange og realistiske forventninger til, hvor længe et barn i børnehavealderen kan vente, sidde stille eller dele opmærksomhed. Sult, træthed og for mange indtryk på én gang er ofte medvirkende årsager til, at en lille frustration vokser sig stor.

Evnen til at håndtere store følelser alene er noget, der udvikler sig hen over hele barndommen. I 3-5-års-alderen kan de fleste børn klare mindre frustrationer selv, men når følelsen bliver rigtig stor — vrede, skræk eller dyb skuffelse — har barnet brug for en rolig voksen til at hjælpe det ned igen. Det er ikke fordi barnet er 'forkælet' eller ikke prøver hårdt nok — det er en helt forventelig del af udviklingen.

Barnets nervesystem 'spejler' ofte den voksnes. Hvis I selv bliver stressede eller hæver stemmen, når barnet har et udbrud, kan det gøre det sværere for barnet at falde til ro — selv om intentionen er god. En rolig stemme og et afslappet kropssprog kan derimod fungere som en slags 'lånt ro', som barnet kan læne sig op ad, indtil det selv kan finde tilbage til balance.

Nogle gange er det nødvendigt at aflede barnet hurtigt — for eksempel hvis I er ude at handle og har travlt. Det er helt fint i situationen. Men det er også værdifuldt bagefter, når der er ro, at vende tilbage og sætte ord på, hvad barnet følte: “Du blev virkelig vred, fordi du gerne ville have slikket.” Det hjælper barnet med at forstå og lære af sine egne følelser.

Mange udbrud opstår, fordi barnet er sultent, træt eller har fået for mange indtryk på én gang. Faste tidspunkter for måltider og hvile, og at give barnet besked i god tid, før noget skal ske, kan gøre en stor forskel for, hvor ofte de helt store følelser opstår.

• Sørg for faste rammer omkring måltider og søvn, så barnet sjældent bliver meget sultent eller overtrættet.
• Varsl overgange i god tid, for eksempel “om fem minutter skal vi hjemmefra”.
• Øv jer i at sætte ord på følelser i rolige stunder, ikke kun midt i et udbrud.
• Anerkend barnets følelse, før I forsøger at løse problemet eller give en forklaring.

Store følelsesudbrud i børnehavealderen er almindelige og forventelige. Søg rådgivning hos pædagogerne, jeres læge eller PPR, hvis udbruddene er meget hyppige og intense, hvis barnet ikke falder til ro selv med jeres støtte over længere tid, eller hvis I oplever, at det påvirker barnets trivsel og hverdag markant.