Når barnet siger nej til at skifte aktivitet

Når et barn nægter at stoppe, er der som regel to ting på spil på samme tid: barnet er optaget af noget, det ikke selv har valgt at afslutte, og barnet skal håndtere et krav, der kommer med kort varsel. Jo mere barnet er inde i legen, jo større er springet. For nogle børn kommer der oveni en oplevelse af at have mistet kontrollen — og modstanden bliver dermed en måde at genvinde den på.

Faglitteraturen om lav arousal peger på, at krav i pressede situationer kan øge belastningen frem for at løse den. Derfor er det sjældent effektivt at gentage kravet højere eller hurtigere. Det, der virker, er at sænke belastningen nok til, at barnet igen kan samarbejde.

1. Gå tættere på, sæt jer ned i barnets højde, og sænk stemmen frem for at hæve den.
2. Sig færre ord. Én kort sætning, og lad der gå tid, før I siger mere.
3. Anerkend det afbrudte: “Du var midt i noget godt.” Det er ikke en indrømmelse, det er en beskrivelse.
4. Tilbyd en afslutning frem for et stop: “Vi lader det stå”, eller “to gange mere, så går vi”.
5. Giv et reelt valg med to muligheder, I begge kan leve med.
6. Undgå fysisk føring, medmindre der er fare på færde. Det forværrer typisk mønstret.

1. Kortlæg fem konkrete episoderNotér tidspunkt, aktivitet, hvem der gav beskeden, hvor mange børn der var i rummet, og hvad der skete lige inden. Mønstret viser sig oftest i det, der lå før skiftet.
2. Find det gentagne elementEr det altid samme tidspunkt, samme voksen, samme rum eller samme type aktivitet? Det gentagne element er dét, I skal ændre — ikke barnet.
3. Sænk kravniveauet i en periodeLad barnet skifte lidt før eller lidt senere end gruppen, eller giv en opgave i skiftet. Et midlertidigt lavere krav er ikke særbehandling; det er en indsats med et formål.
4. Forbered barnet individueltGiv varslet direkte til barnet frem for til hele gruppen, og gør rækkefølgen synlig med to billeder: nu og bagefter.
5. Evaluér efter to ugerSammenlign antallet af episoder med udgangspunktet. Bliv ved med det, der flytter noget, og skift kun ét element ad gangen.

Beskriv altid situationen som noget, I arbejder med pædagogisk — ikke som barnets fejl. Fortæl hvad I gør, hvorfor, og hvad I kigger efter. Undgå at bede forældrene om at “tale med barnet om det”, hvis barnet ikke selv kan huske eller overskue situationen bagefter.

Når et barn nægter at stoppe, er der som regel to ting på spil samtidig: barnet er dybt optaget af noget, det ikke selv har valgt at afslutte, og der kommer et krav med kort varsel. Jo mere opslugt barnet er, jo større føles springet. For nogle børn opleves det også som at miste kontrollen — og nej'et bliver en måde at tage lidt af den tilbage.

Det er sjældent effektivt at gentage kravet højere eller strengere. Det, der oftest virker bedre, er at sænke presset i situationen, så barnet igen kan samarbejde.

1. Gå tættere på, og sæt jer i barnets højde i stedet for at kalde henover afstand.
2. Sig færre ord — én kort sætning, og lad der gå lidt tid, før I siger mere.
3. Anerkend det afbrudte: “Du var midt i noget sjovt” er ikke en indrømmelse, bare en beskrivelse.
4. Tilbyd en afslutning frem for et stop: “Vi lader det stå til bagefter”, eller “to gange mere, så går vi”.
5. Giv et reelt valg mellem to muligheder, I begge kan acceptere.
6. Undgå at trække eller bære barnet væk, medmindre der er fare på færde — det gør ofte mønstret værre.

• Læg mærke til, om det altid sker på samme tidspunkt, ved samme aktivitet eller når bestemte ting er sket lige inden.
• Prøv at give varslet lidt tidligere, og gentag det med samme ord.
• Lad barnet tage noget med sig over i den nye situation som et lille holdepunkt.
• Overvej, om barnet i en periode kan få lov at skifte lidt før eller lidt efter resten af familien.

Fortæller pædagogerne, at de ser det samme mønster i institutionen, er det en god idé at tale sammen om, hvad der plejer at gå forud, og om I kan bruge nogenlunde samme greb begge steder. I kan også dele, hvad der virker hjemme — det er nyttig viden for dem.