Struktur og forudsigelighed i hverdagen

Struktur er den forudsigelighed, I bygger ind i hverdagen: en genkendelig rækkefølge, tydelige signaler for start og slut, faste fysiske rammer og en fælles måde at sige tingene på. Struktur er altså både tid, rum, aktivitet og voksenadfærd. Den kan være synlig som en dagstavle, men den findes lige så meget i, at frokosten altid begynder med den samme sang.

Formålet er ikke ensretning. Formålet er at frigøre kræfter. Et barn, der bruger sin opmærksomhed på at regne ud, hvad der sker om lidt, har mindre opmærksomhed tilbage til legen, til vennerne og til at prøve noget svært.

• Det aflaster arbejdshukommelsen: barnet skal ikke huske en lang instruktion, men kan aflæse den.
• Det gør skift mindre pludselige, og skift er der, hvor de fleste konflikter opstår.
• Det flytter styringen fra person til ramme, så barnet ikke oplever gentagne irettesættelser.
• Det giver personalet et fælles sprog uafhængigt af, hvem der er på arbejde.
• Det giver barnet mulighed for selv at tage næste skridt uden at spørge en voksen.

1. Vælg ét tidspunkt på dagen, der ofte går skævt — typisk garderobe, oprydning eller samling.
2. Observér i tre dage, hvad der faktisk sker, og hvad de voksne gør. Notér kun observeret adfærd.
3. Beskriv forløbet i højst seks trin, som I allerede gør det — ikke som I gerne vil gøre det.
4. Gør de seks trin synlige dér, hvor situationen foregår, i børnenes øjenhøjde.
5. Aftal den samme korte formulering, alle voksne bruger, når de henviser til trinene.
6. Kør uændret i fem dage, og evaluér derefter kort: hvad blev lettere, og hvad forvirrede?

• Tavlen hænger, men bruges ikke. Visuel støtte virker kun, når voksne aktivt henviser til den.
• For mange trin på én gang. Hellere to trin, barnet kan overskue, end tolv, det ignorerer.
• Symbolerne er for abstrakte og genkendes ikke fra barnets egen hverdag.
• Strukturen bruges som pressionsmiddel: “se, du skal jo!”. Så bliver den en konfliktkilde.
• Støtten fjernes, så snart det går godt — men det gik ofte godt netop, fordi støtten var der.

Er et barn i affekt, hjælper flere billeder ikke. Der handler det om at sænke krav og støtte reguleringen først. Er en aktivitet i sig selv for lang, for larmende eller uden mening for barnet, gør en plan blot den dårlige ramme mere synlig. Og handler vanskeligheden om relationen til de voksne eller om barnets plads i børnefællesskabet, skal indsatsen ligge dér.

Notér i to uger, hvor mange gange den valgte situation gik roligt igennem, og hvad de voksne gjorde. Det er nok til at se en tendens og til at give en faglig begrundelse videre til kolleger, ledelse og forældre. Undlad personoplysninger, der ikke er nødvendige for formålet.

Struktur er den genkendelighed, der gør, at et barn ikke skal bruge kræfter på at gætte, hvad der sker om lidt. Det kan være, at aftensmaden altid følges af badet, eller at man altid tager sko på i samme rækkefølge. Når barnet kender rækkefølgen, kan det bruge sin energi på legen, samtalen og det, der faktisk sker — i stedet for på usikkerhed om, hvad der kommer bagefter.

I institutionen arbejder pædagogerne bevidst med det samme princip: en fast rytme i dagen, tydelige signaler, når noget skal starte eller stoppe, og et fælles sprog, som alle voksne bruger. Det er ikke for at holde styr på børnene, men for at gøre dagen lettere at være i.

• Barnet skal stoppe noget, det er optaget af — og det sker sjældent på barnets eget initiativ.
• Barnet skal forestille sig noget, der endnu ikke er sket, og det kræver overblik, mange børn stadig øver sig på.
• Skift betyder ofte flere beskeder på kort tid: sko, jakke, taske, kom nu.
• Er barnet allerede træt eller sulten, fylder skiftet endnu mere.

1. Byg en fast rækkefølge ind i de tidspunkter, der plejer at gå skævt, fx aftenrutinen.
2. Sig beskeden i god tid, og gentag den med de samme ord lige inden.
3. Brug et fast signal — en sang, en timer eller en bestemt sætning — så barnet ved, hvornår noget begynder.
4. Vis rækkefølgen, hvis I kan: en lille tegnet plan eller nogle få billeder på køleskabet virker for mange børn.
5. Giv barnet et konkret valg inden for rammen, fx hvilken bog der skal læses efter tandbørstning.

Det hjælper barnet, hvis hjem og institution taler nogenlunde samme sprog om skift, uden at alt behøver at være ens. Spørg gerne pædagogerne, hvordan de varsler i institutionen, og om der er en fast rækkefølge, I kan spejle derhjemme, fx ved aflevering eller afhentning. Del også med pædagogerne, hvad der virker hjemme — det er nyttig viden for dem.

Er barnet allerede meget oprevet, hjælper flere ord og flere billeder sjældent. Der handler det først om at falde til ro sammen. Og handler modstanden om noget andet — en konflikt med en ven, en svær følelse eller en aktivitet, barnet slet ikke bryder sig om — løser en fast rækkefølge ikke det underliggende problem. Fortæller pædagogerne, at mønstret er stabilt over tid, eller er du selv bekymret, er det naturligt og relevant at tage en samtale med dem om, hvad de ser i institutionen, og hvad I kan gøre sammen.