Planlæg rolige overgange

Spørg personalegruppen, hvilket tidspunkt de helst vil undgå at have vagten i. Svaret peger næsten altid på den overgang, I skal begynde med. Skriv derefter ned, hvad der konkret sker: hvor mange børn, hvor mange voksne, hvor længe det tager, og hvad de voksne bruger tiden på.

1. Varsl to gangeGiv en besked i god tid og en igen lige inden skiftet. Brug samme ord begge gange, og gør det synligt med et timeglas eller et billede, hvis barnet har svært ved tid.
2. Brug et fast signalDen samme sang, klokke eller sætning hver gang. Signalet gør, at skiftet ikke opleves som en pludselig voksenbeslutning, men som en del af dagens rytme.
3. Del gruppen opSend børnene i to eller tre hold, hvis garderoben eller badeværelset ikke kan rumme alle. Færre børn i rummet sænker lydniveauet og antallet af ventende børn markant.
4. Fordel voksenroller på forhåndAftal hvem der afslutter aktiviteten, hvem der tager imod i den anden ende, og hvem der støtter det barn, der har det sværest. Uklare roller er den hyppigste årsag til kaos i skift.
5. Giv ventetiden et indholdVentetid uden indhold bliver til uro. En sang, en fortælling, en fingerleg eller en lille opgave gør ventetiden til en aktivitet i stedet for et tomrum.
6. Lad barnet tage noget medEt barn, der må tage bilen med hen til bordet eller holde en bamse under skiftet, får et holdepunkt gennem overgangen. Aftal på forhånd, hvad der må tages med.
7. Afslut aktiviteten ordentligtGiv barnet mulighed for at gøre legen færdig eller sætte den på pause: “Vi lader tårnet stå til efter frokost.” Modstand handler ofte om det afbrudte — ikke om det, der kommer.

• Notér tiden fra beskeden gives, til gruppen er samlet i den nye situation.
• Notér antallet af gange, en voksen må hente et barn tilbage.
• Notér, hvordan de voksne selv oplever situationen på en skala fra 1 til 5.
• Sammenlign efter to uger — se på tendensen, ikke på den enkelte dag.

Går skiftet fortsat skævt for ét bestemt barn, handler det sjældent om planlægningen alene. Undersøg om barnet er belastet af lyd, af antallet af børn, af sult eller af noget, der skete tidligere på dagen. Overvej et lavere kravniveau i en periode, og inddrag forældre og eventuelt tværfaglige samarbejdspartnere, hvis mønstret er stabilt over tid.

Et skift kræver, at barnet stopper noget, det er optaget af, og går over i noget, det endnu ikke har oplevet. Det sker sjældent på barnets eget initiativ, og jo mere opslugt barnet er, jo større opleves springet. Det er ikke et tegn på trods — det er en almindelig del af at være barn med en hjerne, der stadig øver sig på at skifte fokus.

1. Varsl to gangeSig det i god tid, og gentag det med samme ord lige inden. Brug gerne et timeglas eller en bestemt sætning, hvis barnet har svært ved at fornemme tid.
2. Brug et fast signalEn bestemt sang, en klokke eller en fast sætning gør, at skiftet føles som en del af rytmen, ikke som en pludselig besked.
3. Giv ventetiden et indholdVentetid uden noget at lave bliver hurtigt til uro. En kort sang eller en lille opgave kan gøre ventetiden lettere at holde ud.
4. Lad barnet tage noget medEn bamse eller en bil, der følger med gennem skiftet, kan give barnet et holdepunkt, mens resten forandrer sig.
5. Afslut aktiviteten ordentligt“Vi lader tårnet stå til bagefter” gør skiftet lettere end et krav om, at legen skal ryddes helt op med det samme.
6. Fordel rollerne, hvis I er flere voksneAftal, hvem der afslutter aktiviteten, og hvem der tager imod i den nye situation, så I ikke begge forsøger at styre det samme.

• Læg mærke til, hvor lang tid der går fra besked til I faktisk er i gang med det nye.
• Læg mærke til, hvor tit skiftet ender i skænderi eller tårer.
• Giv det mindst to uger, før I vurderer resultatet — enkelte dårlige dage siger ikke så meget.

Går et bestemt skift stadig skævt, kan det handle om noget andet end selve overgangen: træthed, sult, for mange indtryk, eller en aktivitet, barnet slet ikke har lyst til at forlade. Fortæller pædagogerne, at de ser samme mønster i institutionen, eller er I selv bekymrede, er det naturligt at tage en samtale med dem om, hvad I kan gøre sammen.