Sådan laver I en visuel dagsplan

Beslut, hvilken situation planen skal dække. En dagsplan for hele dagen er sjældent det bedste sted at starte. De fleste grupper får mere ud af en plan for én tilbagevendende situation, der belaster: garderoben, frokosten, oprydningen eller samlingen. Når den fungerer, kan I udvide.

1. Observér tre dageSkriv ned, hvad der faktisk sker i situationen, og hvad de voksne gør. Notér kun observerbar adfærd, ikke tolkninger. Tre korte observationer er nok til at se mønstret.
2. Find det trin, der knækkerKig efter det præcise sted i forløbet, hvor det går galt — det er sjældent hele situationen. Ofte er det ét skridt: ventetiden, beskeden om at stoppe, eller at alle børn skal samme sted hen på én gang.
3. Beskriv forløbet i højst seks trinSkriv rækkefølgen, som I allerede gør det. Hvert trin skal kunne ses udefra. Har I brug for mere end seks trin, dækker planen sandsynligvis for meget på én gang.
4. Vælg symboler, børnene genkenderBrug fotos fra jeres egen hverdag eller enkle piktogrammer. Ét motiv per trin, samme stil hele vejen, og undgå detaljer, der trækker opmærksomheden væk fra handlingen.
5. Hæng planen op, hvor det skerPlanen skal hænge i børnenes øjenhøjde præcis dér, hvor situationen foregår — ikke på kontoret eller på voksenhøjde ved døren. Markér tydeligt, hvor i forløbet I er nu.
6. Aftal ét fælles sprogAftal den korte formulering, alle voksne bruger, fx: “Kig på planen — hvad er det næste?”. Skiftende formuleringer fra forskellige voksne er den hyppigste grund til, at en plan ikke virker.
7. Kør uændret i to ugerRet ikke i planen undervejs, medmindre den skaber en tydelig forværring. Børn skal have gentagelser nok til at lære rækkefølgen, før I kan vurdere effekten.
8. Evaluér kort og justér ét elementTag ti minutter på et personalemøde: hvad blev lettere, hvad forvirrede, og hvem brugte planen? Justér derefter kun ét element ad gangen, så I kan se, hvad ændringen gjorde.

• 4–6 billeder eller piktogrammer i samme stil.
• En plade, et laminat eller en væg, planen kan hænge fast på i barnets øjenhøjde.
• En markør for “nu” — en pil, en klemme eller en flytbar ramme.
• Ti minutter på et personalemøde til at aftale rollefordeling og formulering.

Når én situation kører, kan I gentage fremgangsmåden på den næste. Undgå at indføre planer for hele dagen på én gang — både børn og voksne skal kunne rumme det. Overvej samtidig, om støtten skal trappes ned for de børn, der nu gennemfører rutinen selv.

Mange institutioner bruger billedtavler til at vise børnene, hvad der skal ske, og i hvilken rækkefølge. Princippet virker lige så godt i en lejlighed eller et hus: et barn, der kan se, hvad der venter, skal bruge færre kræfter på at gætte og har mere overskud til resten af aftenen. Det er særligt nyttigt ved de tidspunkter, hvor der plejer at opstå skæld ud og tårer.

Vælg ét sted i hverdagen, ikke hele dagen på én gang. Det kan være morgenrutinen, aftensmaden eller vejen mod sengetid. Læg mærke til, hvad der faktisk sker i tre dage: hvor mange skridt er der, og hvor går det typisk galt?

1. Skriv rækkefølgen ned, som den allerede foregår hos jer — højst fire til seks trin.
2. Find billeder, tegninger eller enkle ord til hvert trin, som jeres barn selv kan genkende.
3. Hæng planen op, hvor det sker, fx ved entrédøren eller på badeværelsesspejlet.
4. Aftal én kort sætning, alle voksne i hjemmet siger, når I henviser til planen, fx “kig på planen — hvad kommer nu?”.

Ret ikke i planen de første dage, selvom det føles trægt i starten — barnet skal nå at genkende rækkefølgen. Efter cirka to uger kan I tale kort om, hvad der blev lettere, og hvad der stadig driller. Justér derefter kun ét trin ad gangen, så I kan se, hvad ændringen gør.

Er barnet allerede meget oprevet, hjælper en plan sjældent der og da — så handler det først om at falde til ro sammen. Og hænger modstanden sammen med noget andet, fx en svær følelse eller en aktivitet, barnet ikke bryder sig om, løser en plan ikke det underliggende. Oplever I, at mønstret ikke ændrer sig, kan I altid spørge pædagogerne, hvordan de griber tilsvarende situationer an i institutionen.