Bid, slag og skub hos de 0–2-årige

Børn under to år har endnu ikke sprog til at sætte ord på frustration, jalousi, overstimulering eller ønsket om kontakt. Kroppen bliver derfor kommunikationsredskabet: et bid, et skub eller et slag kan udtrykke “jeg vil have det legetøj”, “der er for meget larm omkring mig” eller “jeg vil gerne lege med dig, men ved ikke hvordan”. At forstå adfærden som kommunikation frem for som ondskab er afgørende for, hvordan man reagerer.

1. Tag hånd om det udsatte barn førstTrøst og undersøg om barnet er kommet til skade. Vis barnet, at dets reaktion tages alvorligt.
2. Stop adfærden roligt hos det udøvende barnFasthold fysisk afstand mellem børnene uden vrede i stemmen, og sig kort og tydeligt: “Jeg kan se, du blev vred, men vi bider ikke.”
3. Sæt ord på følelsen for det udøvende barnHjælp barnet med at navngive det, det oplevede: “Du ville have bilen, og det gjorde dig vred.”
4. Vend tilbage til leg eller aktivitetHjælp begge børn videre til en aktivitet, så episoden ikke fylder resten af dagen unødigt.

• Indret rummet, så der er flere af de mest populære legesager, så ventetid og konkurrence mindskes.
• Skab tydelige overgange, så børn ikke skal vente længe uden aktivitet eller voksenkontakt.
• Placer voksne tæt på de børn eller situationer, hvor konflikter typisk opstår.
• Skab mindre legegrupper i perioder, hvor gruppen samlet virker overstimuleret.

Hvis episoderne gentager sig, kan systematisk observation hjælpe teamet med at se mønstre: sker det på bestemte tidspunkter, i bestemte situationer, eller mellem bestemte børn? En kort noteringsperiode over en til to uger, hvor tidspunkt, situation og involverede børn registreres, kan give et bedre grundlag for at justere rutiner og voksenplacering end enkeltstående observationer.

Forældre til det udsatte barn orienteres kort og faktuelt om episoden. Forældre til det udøvende barn informeres ligeledes roligt og uden at stemple barnet — adfærden beskrives som en almindelig del af udviklingen i denne aldersgruppe, samtidig med at det tydeliggøres, hvad personalet gør for at forebygge fremover. Begge samtaler holdes adskilt, så ingen af familierne udpeges over for hinanden.

Børn under to år har endnu ikke sprog til at sætte ord på frustration, jalousi eller ønsket om kontakt. Kroppen bliver derfor det redskab, barnet bruger: et bid eller et skub kan betyde “jeg vil have det legetøj” eller “jeg vil gerne lege med dig”. Det er derfor sjældent udtryk for ondskab, men for en umoden måde at kommunikere på, som de fleste børn vokser fra i takt med, at sproget udvikler sig.

Personalet trøster først det barn, der er kommet til skade, og undersøger om der er behov for førstehjælp. Herefter tales der roligt med det barn, der bed eller slog, om, hvad det oplevede, og hvad man kan gøre i stedet. Formålet er at hjælpe barnet med at forstå følelsen, ikke at straffe det.

Personalet arbejder løbende med at indrette rummet, så der er nok af de populære legesager, og med at være til stede tæt på de situationer, hvor konflikter typisk opstår, for eksempel ved bordet eller i garderoben. Hvis episoderne gentager sig, kan personalet også lave en kort observation for at finde ud af, om det sker på bestemte tidspunkter eller i bestemte situationer.

• Sæt ord på barnets følelser i hverdagssituationer, også når intet er sket: “Du blev vred, fordi legetøjet blev taget.”
• Vis barnet alternative handlemuligheder, for eksempel at række hånden frem i stedet for at skubbe.
• Undgå at skælde længe ud efter en episode — en kort, rolig besked virker bedre for et lille barn.
• Spørg personalet, hvis I er nysgerrige på, hvad der plejer at udløse episoder for netop jeres barn.

Hvis episoderne gentager sig ofte, eller hvis I er bekymrede — uanset om jeres barn er det udsatte eller det udøvende barn — kan I altid tage en samtale med personalet om, hvad de observerer, og hvad de gør for at forebygge og støtte jeres barns udvikling videre.