Sprogudvikling og sprogmiljø i dagtilbud

Sprogmiljøet er det samlede sproglige liv i dagtilbuddet: de samtaler voksne fører med børn, børns samtaler med hinanden, bøger der læses, sange der synges, skilte og billeder på væggene, og den måde voksne lytter og svarer på. Et rigt sprogmiljø giver mange forskellige anledninger til at bruge og høre sprog.

• Spædbørn kommunikerer gennem lyde, blik og bevægelse, før de kan ord.
• Småbørn lærer første ord gennem gentagelse og naming: “Det er en kop.”
• Toåringer begynder at sætte to ord sammen og bruger sprog til at få ting til at ske.
• Voksne støtter ved at følge barnets fokus, udvide sætninger og bekræfte forsøg.

• Børnehavebørn udvikler mere komplekse sætninger og begynder at fortælle sammenhængende.
• De bruger sprog til at planlægge leg, forhandle og forklare.
• Ordbogen vokser hurtigt, især gennem fagord, begreber og historier.
• Voksne støtter ved at stille åbne spørgsmål, gentage og udvide.

Sprogstimulering er ikke ekstra undervisning. Det er de bevidste valg, I gør i hverdagen: at tale langsomt og tydeligt, at gentage og udvide det barnet siger, at stille spørgsmål, der kræver mere end ja/nej, og at skabe sammenhænge mellem ord og handling.

Dialogisk læsning er en måde at læse højt på, hvor voksen og barn taler om bogen undervejs. Voksenen stiller åbne spørgsmål, venter på svar, udvider barnets svar og forbinder bogens indhold med barnets eget liv. Det styrker både forståelse, ordforråd og nysgerrighed.

• At rette børn konstant frem for at udvide deres sprog: “Nej, det hedder ikke hundehus, det hedder hund.”
• At stille for mange ja/nej-spørgsmål i træk.
• At glemme stille børn, der ikke byder sig til i samtalen.
• At vente for længe med at drøfte bekymring om et barns sprog med team og forældre.

Drøft sprog i teamet, når et barns sprogudvikling skiller sig markant ud fra jævnaldrende, når barnet trækker sig fra samspil, eller når forældre deler bekymring. I sådanne tilfælde kan en fælles observation og en forældresamtale være næste skridt — og eventuelt henvisning til PPR eller logopædi.

Et sprogmiljø er ikke et fag eller en aktivitet — det er summen af alt det sproglige, der foregår omkring barnet i løbet af dagen. Det er de voksne, der sætter ord på det, der sker, børnene der snakker sammen i legen, bøgerne der læses, og sangene der synges. Jo flere gode sproglige oplevelser et barn har, jo bedre grundlag får det for at forstå verden og udtrykke sig selv.

• Helt små børn kommunikerer med gråd, blik, lyde og bevægelser, længe før de kan sige ord.
• Første ord kommer typisk omkring et-års-alderen og handler ofte om de vigtigste personer og ting i barnets liv.
• Omkring to år begynder mange børn at sætte to ord sammen, fx “mer mælk” eller “se hund”.
• Det, der hjælper mest, er at følge barnets blik og sætte ord på det, det allerede er optaget af.

I børnehavealderen sker der ofte et sprogspring. Barnet stiller mange spørgsmål, fortæller (nogle gange lidt rodet) om ting, der er sket, og bruger sprog til at planlægge leg med andre børn: “Skal du være far, så er jeg mor.” Sproget bliver et redskab, barnet tænker og forhandler med — ikke bare noget, det siger.

I behøver ikke lave sprogøvelser hjemme. De bedste sprogsituationer opstår i de rutiner, I allerede har: på vej i bad, mens I laver mad, eller i bilen på vej hjem. Det handler om at tale med barnet, ikke til det — at give det tid til at svare, og at bygge videre på det, det siger.

De fleste børn udvikler sig sprogligt i vidt forskelligt tempo, og der er ikke noget bekymrende i, at et barn er lidt sent eller tidligt ude. Men hvis I oplever, at jeres barn siger meget færre ord end jævnaldrende, ikke reagerer på tale, eller trækker sig fra samspil med andre, er det en god idé at nævne det for pædagogerne. De ser barnet i andre situationer end jer og kan sammen med jer vurdere, om der er brug for mere opmærksomhed eller en henvisning videre, fx til talehørekonsulent.